Zea Zoo

- havzoo for hele familien!

Blæksprutter

Blæksprutter, Cephalopoda, klasse af fritsvømmende bløddyr med samme bygningsplan som muslinger og snegle; der kendes ca. 600 nulevende og 10.000 uddøde arter.

De ældste kendte bløddyr havde som fællestræk en ydre kalkskal, der sandsynligvis var dannet til beskyttelse mod rovdyr. Skallens vægt (kalk er ca. 2,5 gange tungere end vand) er ikke noget problem for bundlevende dyr som muslinger og snegle, men for svømmende dyr er opdrift af afgørende betydning. Blæksprutternes udviklingslinjer viser forskellige løsninger på dette problem. De tidligste blæksprutter udviklede neutral opdrift ved at danne luftfyldte kamre i skallen. Først på et relativt sent tidspunkt i deres historie blev skallen reduceret eller helt fjernet, og i nutiden dominerer former uden eller med sparsomt udviklet skal. Slægten Nautilus har dog overlevet som en repræsentant for den oprindelige type med ydre skal. Se også bløddyr.

Nulevende blæksprutter kan inddeles i tre hovedgrupper: nautiler med udvendig skal, tiarmede med reduceret indvendig skal og ottearmede uden skal; alle er de marine rovdyr. Til trods for deres forskelligartethed har de bevaret mange oprindelige bløddyrstræk. Deres gæller, ekskretions-, fordøjelses- og forplantningssystemer er således typiske for bløddyr. På områder, som har at gøre med deres levevis som rovdyr, er de dog betydelig mere avancerede end andre bløddyr. For at kunne ilte den store muskelmasse har de udviklet et lukket blodkarsystem med et effektivt pumpesystem og et blodtryk, som er op til 30 gange højere end hos fx muslinger. Hjernen er relativt stor, sanseorganerne og især synet er veludviklet. Ud over en hurtig reaktionsevne er blæksprutter i stand til at skelne mellem forskellige former, størrelser og farver lige så hurtigt som mange hvirveldyr. Hos de tiarmede og ottearmede blæksprutter er øjnene opbygget på en måde, som svarer til hvirveldyrenes øje, nemlig med et lukket øjeæble og en central linse, som kaster billedet ind på en nethinde. Nautilers øjne er mere primitive, idet de er åbne og mangler linse og en egentlig nethinde.

Forrest på hovedet omgives munden af en eller flere kranse af arme (tentakler), der kan være udstyret med sugeskiver og hornkroge. Selve munden er forsynet med et papegøjenæbslignende hornnæb (blækspruttenæb) og en raspetunge (radula). Mange blæksprutter lammer byttet med gift. Kroppen med de indre organer er indesluttet i en såkaldt kappe. På undersiden af kroppen danner kappen et vandfyldt hulrum (kappehule), hvori gællerne er ophængt, og køns- og ekskretionsorganer, tarm samt blækkirtel udmunder. Nautiler har fire gæller, de øvrige blæksprutter to. Kappehulen er åben fremad gennem en spalte og et tragtformet rør, som er den omdannede fod. Ved indånding strømmer vand ind i kappehulen via spalten. Under udånding kan spalten lukkes, så vandet presses ud gennem tragten; mange blæksprutter svømmer udelukkende ved hjælp af dette jetprincip, men de fleste tiarmede blæksprutter benytter også sidefinner. Visse arter kan støde vandet ud med så stor kraft, at de kan springe op af vandet. Blæksprutter har en kompleks seksualadfærd, hvorunder hannen overfører en sædkapsel (spermatofor) til hunnens kappehule ved hjælp af i reglen én særligt tilpasset tentakel, hectocotylus. Hos ottearmede blæksprutter rives denne løs, og den kan i nogen tid bevæge sig rundt på egen hånd; armen blev oprindelig beskrevet som en slags parasit ved navn Hectocotylus og senere som en dværghan. Generelt synes blæksprutter at vokse hurtigt og at leve kort. F.eks. bliver den mest udbredte tiarmede blæksprutte, Loligo, normalt kun to år. Begge køn dør efter gydningen, dog passer visse ottearmede blækspruttehunner i en periode de blommerige æg.

zoo_kbh
tun
shop